Om Siden

Nighthawk Arts er et navn anvendt af Claus Nielsen i forbindelse med diverse fritidsprojekter (oftest programmering).

Tidligere har nighthawk.dk indeholdt en masse ressourcer til 3D Gamestudio - bl.a. mine gamle RPG Templates til A6 - men den nye, danske udgave er mere en "personlig" webside, hvor jeg skriver om de emner, der interesserer mig, og kan fremvise nogle af mine projekter.

Navnet "Nighthawk" har jeg tidligere brugt som mit "gamernavn" i en lang række spil, som f.eks. Counter-Strike og Warcraft 3. Senere fik jeg domænenavnet nighthawk.dk i julegave, og dermed opstod Nighthawk Arts.

Om Mig

Jeg er opvokset i et hjem, hvor computere og programmering altid har spillet en stor rolle, og jeg begyndte derfor meget tidligt at rode med forskellige IT-projekter; startende med min første hjemmeside lavet i Frontpage, og mine første forsøg på at lære at programmere i Delphi/Pascal - selvom jeg først rigtigt lærte at programmere, efter at jeg i slutningen af 2000 begyndte at lave computerspil i 3D Gamestudio. Senere begyndte jeg også at lære C# og web-programmering (HTML/CSS/ASP/JS), og efterfølgende en lang række andre sprog (bl.a. C, C++ og Java).

Selvom programmering og datalogi altid har interesseret mig, har jeg også haft mange andre interesser: bl.a. en række områder indenfor naturvidenskab. Efter gymnasiet endte jeg derfor med at læse kemi & fysik, men skiftede efter et par år til fysik & matematik. Efter første år af kandidaten startede jeg på en ph.d.-uddannelse i fysik (efter den såkaldte 4+4-ordning, der kombinerer speciale og ph.d.-projekt).

Som ph.d.-studerende er jeg ansat ved SDU, hvor jeg er tilknyttet kvantebiologi-gruppen. I mit ph.d.-projekt, med titlen "A Study of Magnetoreceptor Capabilities of Biological Systems" og vejleder Ilia Solov'yov, forsker jeg i såkaldt magnetoreception i trækfugle: mange trækfugle har en "kompas-sans", dvs. de kan "fornemme" retningen og styrken af Jordens magnetfelt, og bruge denne information til at navigere efter, ligesom hvis vi brugte et kompas. Min forskning foregår dog på molekylært niveau (og endnu mindre længdeskalaer), hvor jeg bl.a. undersøger cryptochrome-proteiner (som menes at stå for kompas-sansen) gennem computersimuleringer, for at finde ud af, hvordan de virker. Derudover arbejder jeg også med de kvantefysiske mekanismer, som man mener står for kompas-sansen (som menes at finde sted i cryptochrome-proteinerne). Du kan bl.a. andet læse mere om dette her, eller læse min artikel Fugle i Kvantemekanik i Hjerneblod.

Uddannelse

Folkeskole - Nr. Aaby Skole - 1997-2007
Gymnasial Udd. - EUC Lillebælt HTX - 2007-2010 - Sciencelinie: Matematik A, Kemi A, IT B
Bachelor - Syddansk Universitet (SDU) - 2010-2014 - Fysik, kemi og matematik.
Kandidat - Syddansk Universitet (SDU) - 2014-2017 - Fysik
Ph.d. - Syddansk Universitet (SDU) - 2015-2019 - Fysik (Omkring magnetoreception/spindynamik, se gruppens webside her)

Kontakt

Du kan kontakte mig på kontakt@nighthawk.dk.